Lidt om foreningen...
Foreningen "Polske børn Himmerland" er en humanitær organisation. Stiftende generalforsamling oktober 1990, på foranledning af John Adelsparre, som gennem et andet projekt havde fået kendskab til de elendige forhold i og omkring byen Katowice.
Foreningens formål, er at hjælpe polske børn i de miljømæssig hårdest belastede dele af Polen. Hjælpen skal bestå, dels af hjælp til syge og fattige børn, dels af hjælp til hospitaler, børneinstitutioner og lignende i området.
Al hjælp søges formidlet ved frivillig arbejdskraft og bringes direkte til brugeren, så misbrug af hjælpen undgås.
Endvidere skal foreningen formidle rekreationsferieophold for syge og fattige polske børn.
Foreningen er i enhver henseende uafhængig af politik og religion.
Resultater som er opnået, skyldes ikke mindst, at modtagelse og fordeling af det fremsendte, er velorganiseret af vore samarbejdspartnere i Polen. Foreningen Tabita med Jan Krysta i spidsen og hans netværk af mennesker i området sikrer os at vore forsendelse kommer til rette modtagere.
Gennem årene er der opstået et godt forhold til de lokale myndigheder, hvilket bl.a. betyder, at disse betaler husleje for de to genbrugsbutikker som er etableret. Genbrugsbutikkerne drives af Tabita. De penge, der tjenes ved salg af tøjet anvendes til at finansiere ferieophold for børn enten i det nordlige Polen eller sydpå i bjergene, hvor forureninger er betydelig mindre. Omsætningen i disse butikker sammen med midler som vi forsøger at skaffe i Danmark sender hvert år ca. 400 børn på ferieophold. Børnene der tildeles et sådant ophold bliver udvalgt af socialforvaltningen i Katowice.
Størstedelen af det genbrugstøj vi sender til Katowice deles dog gratis ud fra butikkerne.
Siden Polen trådte ind i EU har Tabita fået andel i EU fødevareprogram hvilket gør at de dårligst stillede nu udover tøj kan modtage madvarer. Polske Børn Himmerland forsøger også at levere madvarer til dette projekt.
Hvert år i december rejser medlemmer af foreningen til Katowice sammen med danske skolebørn. De medbringer ca. 1000 julepakker til uddeling blandt børnene (en stor del af disse er lavet af danske skolebørn). Pakkerne inde-holder alle ting som tandpasta og tandbørste, sæbe og klud, skrivegrej, legetøj, slikposer og hjemmestrikkede sokker, vanter o.lign. Der bliver på børnehjemmene holdt hyggeeftermiddag med æbleskiver og kakao, der bliver klippet, klistret og lavet juledekorationer og en medbragt julemand deler sammen med de danske børn gaverne ud.
Udover juleturen forsøger vi hvert år at arrangere studieture så alle vore medlemmer har mulighed for ved selvsyn at se fremskridtene.
Lidt om Katowice...
Katowice ligger i det sydlige Polen, hvor meget industri er koncentreret. Her findes stadig minedrift for udvinding af bl.a. kul. Den betydelige koncentration af industri har medført enorme forurenings-problemer. Jorden i og omkring Katowice er gennemtrukket af gift- og affaldsstoffer og således ubrugelig som nyttejord. I fyringssæsonen præges området af at alle huse opvarmes med kul – vel og mærke af ringeste kvalitet – de bedste sælges jo til udlandet.
Katowice området er på størrelse med Lolland og bebos af cirka 5 mio. mennesker, hvilket gør det til det tættest befolkede område i Polen. Gennemsnitslevealderen er lav og børnedødeligheden stor.
Polen er inde i en positiv udvikling, men de økonomiske ressourcer, der er til rådighed er stadig begrænsede. Polen bærer stadig præg af nedslidning og renoveringsarbejder vil pågå i rigtig mange år fremover.
Arbejdsløsheden i Katowiceområdet er enorm og stadig stigende. Gamle nedslidte fabrikker og miner lukkes til fordel for miljøet men dette medføreren endnu større arbejdsløshed, idet mulighederne for andet arbejde er minimale.
Foreningen ”Polske børn Himmerland” vil fortsat bidrage med vor hjælp og rette den mod dem der har størst behov for dette.
Kan vi hjælpe ?
Selvfølgelig kan vi hjælpe. Vi kan ikke hjælpe alle – men alle kan hjælpe nogen. Gennem årene, har vi set, hvordan den hjælp der er ydet, har gjort godt. Men der er langt igen, før forholdene bliver rigtig gode. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved.
Hvordan kan du hjælpe ?
- Du kan hjælpe os, med at skaffe tøj til mennesker i alle aldre.
- Linned, håndklæder og lignende er en mangelvare på hospitalerne.
- Legetøj modtages også gerne – det kan være med til at give børnene et lyspunkt i en trist hverdag.
- Hjælpemidler til syge og handicappede, kørestole, hospitalssenge, bækkenstole osv. Måske lidt umoderne i Danmark – men en mangelvare i Polen.
Alt du donerer må gerne være brugt, men ikke defekt.
Hvad kan du gøre ?
- Rydde op i skabe og skuffer – samle i sække – ringe på et af nedenstående telefonnumre, og vi sørger eventuelt for afhentning (ved portioner på størrelse med en trailer). Foreningens lager ligger Tingstedet 1, 9230 Svenstrup J, hvor der er åbent mandage fra kl 9-14, dog ikke dec-feb.
Hvad gør vi så ?
- Vi sørger for sorteringen, så kun absolut brugelige ting sendes til Polen.
- Vi sørger for, at de indsamlede effekter bliver afleveret i Katowice.
- Vi siger TAK for den utrolige hjælpsomhed fra mange danske medborgere, som gør at vi kan yde hjælp til medmennesker i Katowice.
|